Hobby Trade Mz med varm hvide lanterner

Hobby Trade Me med varmhvide lanterner

Märklin MY kortkoblet

Lima B-vogn kortkoblet

Ombygning af Mehano T290, DB BR 216 til AC

Støjende slæbesko på Thalys

Klein 364DK containervogn

Roco slæbesko på MEHANO SD 35, SD 40 og FP 45

Blue Tiger koblingsproblemer

Mountain C & O Koblingsproblemer

Udregning af modstandes værdi

Data / filer fra dk.fritid.jernbaner.model

Heljan MX og MY med Hobby Trade AC hjul

Ældre Märklin vogne og HAMO / DC-hjul

 

Märklin MY kortkoblet

Märklin har en reservedel nr. 302660, som gør det muligt at montere en kobling med NEM-skakt f.eks. Märklins kortkobling. Da lokomotivet ikke har KK-Kulisse bliver det dog ikke til en kortkobling af den grund.

[Til toppen af dokumentet]

Lima B-vogn kortkoblet

Lima's gamle B-vogne er ikke ligefrem kortkoblede. Dette kan afhælpes med en kniv, noget Araldit Epoxylim og et par Symoba kortkoblingskulisser.

Koblingsdelene og den tværgående afstiver på bogien mod enden af vognen afskæres og en Symoba koblingskulisse limes på bunden af vognen med Araldit Epoxy 2-komponent  lim.

[Til toppen af dokumentet]

Ombygning af Mehano T290, DB BR 216 til AC

Mehano T290, DB BR 216 kan ombygges til AC, idet bogiebunden er forberedt til slæbesko, på følgende vis:

  1. De fire skruer i bunden af tanken holder overdelen fast på underdelen. Skru dem ud, og tag overdelen af.

  2. Bunden af den ene bogie tages af ved at lirke enden mod midten fri af hakket i bogien.

  3. På en Mehano Thalys eller en Roco 50 mm slæbesko fjernes isoleringspladen ved at løsne holdefligene.

  4. Slæbeskoen monteres på den aftage bogiebund i de dertil indrettede huller, og slæbeskoens flige bøjes på plads på bagsiden.

  5. I bogien files en lille revne til ledningen fra slæbeskoen.

  6. Bogiebunden monteres igen.

  7. Ledningen føres op gennem vognbunden, og lokomotivet vendes om.

Dekoder:

  1. Alle forbindelser til printet midt i lokomotivet loddes af. De to drosselspoler på bagsiden af printet loddes ligeledes af.

  2. Printet skrues af.

  3. De fire forbindelser fra hjulene loddes sammen med dekoderens eller den elektroniske omskifters forbindelse til strømoptag fra hjul.

  4. Ledningen fra slæbeskoen loddes sammen med ledningen fra dekoder eller elektronisk omskifter.

  5. Drosselspolerne loddes til forbindelserne til motor, den anden side af drosselspolen loddes til motortilslutningerne fra dekoder eller elektronisk omskifter.
    Anvender du elektronisk omskifter skal lyset loddes på de to tilslutninger, idet du skal huske at krydse tilslutningerne, så lyset skifter korrekt.

  6. Ved anvendelse af dekoder, skal lyset loddes til dekoderens lysudgange. Bemærk, at der lyset er diodelys, så tilslutningen skal vende korrekt +/-, ellers kommer der ikke lys! Lysets stel loddes til dekoderens stel.

  7. Test ... når det virker, kan du igen samle lokomotivet. Særligt lyset kan drille, så du skal bytte om på ledningerne, for at få det til at lyse/skifte korrekt.

Elektronisk omskifter AC -> DC:

  1. Forbindelserne fra hjulene til printet midt i lokomotivet loddes af.

  2. De fire forbindelser fra hjulene loddes sammen med den elektroniske omskifters forbindelse til strømoptag fra hjul.

  3. Ledningen fra slæbeskoen loddes sammen med ledningen fra den elektroniske omskifter til slæbesko.

  4. Motortilslutningerne fra den elektroniske omskifter loddes til printets to hjul-tilslutninger ene ende i stedet for tilslutningerne fra hjul.

  5. Test ... når det virker, kan du igen samle lokomotivet. Særligt lyset kan drille, så du skal bytte om på ledningerne, for at få det til at lyse/skifte korrekt.

NB! Husk at isolere lodningerne, det gøres bedst med krympefix.

NB! Det er i almindelighed en rigtig god idé at anvende ESU eller Uhlenbrocks NEM-hunstik i stedet for at lodde dekoderen direkte på, så kan du senere skifte dekoder uden lodning!

Støjende slæbesko på Thalys (AC-udgave)

Den slæbesko MEHANO anvender på Thalys har den ulempe, at den tydeligt kan høres på Märklins M og C spor.

Roco's støjsvage slæbesko kan monteres på såvel dummy som motorvogn. Det kræver dog en smule fræsearbejde.

[Til toppen af dokumentet]

Roco slæbesko på MEHANO SD 35, SD 40 og FP 45 (AC-udgaver)

Der er lige nok plads under disse lokomotiver til at montere den korte version af Roco's støjsvage slæbesko. Slæbeskoen monteres på samme måde som MEHANO's originale slæbesko (som er en Roco), d.v.s. uden montageplade.

[Til toppen af dokumentet]

Blue Tiger kobling

På små radier er der en risiko for, at koblingen på Blue Tiger ikke går tilbage i midterstilling, men sætter sig i yderstilling.

Problemet løses ved at afmontere koblingen og slibe den V-formede del af koblingsarmen, så materialet reduceres med 0,2 til 0,3 mm. Der kan også være en smule grater, der slibes glatte. Efterfølgende smøres med en smule olie.

[Til toppen af dokumentet]

Mountain C & O kobling

Koblingen på tenderen kan med fordel sænkes en smule ved at indsætte en afstandsskive på 1,2 mm mellem tenderbund og kobling.

[Til toppen af dokumentet]

Beregning af  modstandes værdi

Download et freeware program til at finde modstandes værdi i forhold til farvekoderne. Tast her for download.

Oversigt og farveskema over modstandes værdi, finder du her som PDF-fil.

[Til toppen af dokumentet]

Klein 364DK containervogn

En del Klein 364DK B Sgns Vekselladsvogn med Skandi veksellad Epoke IV ender i buet "bananform" p.g.a. spændinger i det metal, der er anvendt til sprængværket på vognen. Man kan alligevel få en brugbar vogn ud af den.

Fjern sprængværket og klip eller skær en metalplade (210 x 28 x 1 mm) og lim den på som overdel på vognen. Jeg har anvendt Araldit 2 komponent epoxy, så det ikke kun er fladerne, der lime sammen.

Veksellad er sat fast med klæbepuder!

[Til toppen af dokumentet]

Heljan MX og MY med Hobby Trade AC hjul

Dette tip har jeg modtaget fra Preben Schliemann:

Senest har jeg imidlertid fundet ud af, at på Heljan MX, MY samt MY 1201/02 kan man uden videre skifte hjulene ud med AC-hjul fra HobbyTrade. Det drejer sig om hjulene til deres ME, og som har reservedelsnummer 92002. Selv om hjulenes "pladedel" er af plastik passer metaldelen alligevel til strømoptaget på boggien.

Hermed opnår man dels, at lokomotivet ikke afsporer, men også at trækraften øges væsentligt, idet hjulene er forsynet med friktionsringe.

[Til toppen af dokumentet]

 

Hobby Trade Mz med varm hvide lanterner

Lidt orangerød pærefarve på LED (Lysdioderne) giver et varm hvidt lys. Billedet nedenfor til venstre af Hobbytrade DSB Mz 1448 er som leveret fra fabrikken. Hobbytrade DSB Mz 1459 er ændret med pærefarve. Forskellen er jo markant.

Klik for at se billedet i stort.

 

Hobby Trade Me med varmhvide lanterner

Hobbytrade DSB ME kan med fordel monteres med nye LED. Der skal anvendes 4 stk. 3 mm varm hvid lysdiode. Til venstre ses ME 1501 med nye lysdioder og til højre ME 1509 med de originale hvide med blåt skær.

[Til toppen af dokumentet]

 

 

 

 

© 1998 - 2016 Peter Topp Engelsted Jonasen

[Startside]